Jeg er meget ambivalent omkring medicinen.

På et plan synes jeg medicinen er en lige så stor hindring for mit velbefindende som en hjælp.

På den anden side må jeg erkende, at jeg ikke kan trappe ud, som det ser ud for øjeblikket. Det er næsten for sandsynligt at jeg ville få en psykose, hvis jeg trappede ned i dosis. Jeg undersøger hvor skånsomt en eventuel nedtrapning kan foregå, men de ændringsintevaller i dosis, der anbefales, er for store. Eller man skubber noget fra et præparat til et andet, uden egentlig nedtrapning.

Jeg fristes til at lukke øjnene for mine bivirkninger, og jeg kan også glæde mig over de mange ting, der fungerer for mig. Jeg er ikke psykotisk.

Jeg taler stadig med min psykiater om muligheden for nedtrapning. Men jeg sætter nok ikke i gang foreløbigt. Det har jeg det for godt til, trods alt.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *