Knapt nok var jeg færdig med den tredje uddannelse som pianist fra endnu et musikkonservatorium. Pludselig fik jeg – som følge af en livskrise – en voldsom psykose. Vi skrev 1998.

Jeg blev overtalt til at spise antipsykotisk medicin. Jeg var stærkt imod det, men jeg havde ikke noget valg, for spiste jeg den ikke, fik jeg en ny psykose.

Jeg mener ikke, jeg hørte stemmer, men den musik jeg var vant til at høre inde i hovedet som pianist, blev en del utydeligere. Mine tanker blev også sløvet. Ofte gjorde jeg opmærksom på, at jeg ikke havde det godt med den medicin jeg fik, men altid fik jeg af vide, at den var nødvendig.

Jeg får stadig antipsykotisk medicin. Og jeg kæmper stadig for, i det mindste, at få lidt mindre af den.

Jeg tror på, at medicinen kan fjerne symptomer, som er af psykotisk art. Og jeg har, i perioder, hvor jeg har fået en lav dosis, haft alvorlige psykotiske symptomer med indlæggelse til følge.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg ikke har haft en chance for at forholde mig til disse symptomer med mit sind og min fornuft, da medicin i så mange år har gjort arbejdet. Det ville være fint, hvis ikke der var nogen bivirkninger. Antipsykotisk medicin er for mig, uanset præparatets navn, mindst lige så invaliderende som psykotiske symptomer er. Og jeg tror på, at symptomer af psykotisk art, forsvinder igen efter et stykke tid, hvis jeg aktivt og målrettet går efter at lære at håndtere dem. Derimod er der næsten intet at stille op med den sløvhed, jeg oplever som bivirkning af medicinen.

Antipsykotisk medicin virker kraftigt. Det er ikke til at spøge med. Og der står meget på spil. Jeg har pt. planer om en nedtrapning. Men jeg agter at konsultere en håndfuld eksperter på området, før jeg begynder en nedtrapning, og nedtrapning kommer til at foregå i tæt samarbejde med en psykiater.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *