Det bliver ofte diskuteret, hvorfor det er typisk, at en patient i psykiatrien ikke vil erkende sig syg.

Jeg har selv oplevet, da jeg først blev patient i psykiatrien for 20 år siden, at jeg blev diagnosticeret med skizofreni, og selv mente at jeg ikke fejlede noget.

I forhold til det paradigme vi har, hvor vi har en psykiatri med ekspertviden indenfor medicin, var det den rigtigste vej for mig at blive diagnosticeret og overtalt til at spise psykofarmaka. Det var rigtigt, at jeg ikke selv kunne se, at jeg havde brug for hjælp, eller hvilken hjælp jeg havde brug for. Jeg var hverken til fare for mig selv eller andre, men jeg ville simpelt hen have haft det virkelig dårligt i dag, hvis nogen ikke havde grebet ind med tvang og overtalelse.

Når det så er sagt, er det vores paradigme der er noget galt med. Vi behandler sjælelige kriser, og desuden adfærdsproblemer, med medicin, baseret på studier i kemi i hjernen mere end studier i vores følelses- og behovsliv. Det er jeg ikke så sikker på, at det er hensigtsmæssigt, og denne er, set i fugleperspektiv, en fejlagtig måde at behandle psykiske udfordringer på, og desuden ikke tilstrækkelig.

Så i mit tilfælde, var der en bedre måde at tilbyde mig hjælp på, men kun i en utopisk verden, ikke i den eksisterende. Derfor bifalder jeg hjælpen, men jeg vil arbejde på at være med til at bidrage til nye måder at anskue lignende problemer på, hvem ved, måske kan der udvikles en bedre måde at behandle psykiske sygdomme på, end medicin.

Så jo, jeg er syg, men er jeg virkelig syg?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *